Fugle i min billedverden

Fuglemotivet er spændende og giver mange muligheder for udtryk og fortællinger. For mange forbindes fugle umiddelbart  med noget positivt…… Men i min billedverden rummer fuglemotivet både det positive og det dæmoniske.  Ofte skildrer jeg mine fugle, så man bliver i tvivl.  Fugle kan være billede på sjælen og kan som  vingede  væsener   minde om engle. Men en fugl kan også  være  en ulykkesfugl, som i folkevisen Ravnen. I hverdagen ser vi småfuglene ved foderbrættet, men i den danske natur er der også muligheden for at se det dramatiske – en rovfugl på jagt. I naturen er det ikke en ond gerning, men ren overlevelse.            Som barn så jeg en vinterdag en høg dykke ned mod jorden og øjeblikket efter flyve bort med en solsort i kløerne. Det gjorde et  stærkt   indtryk på mig.    Denne erindring har inspireret  mig til billedforestillingen om en fugl, der kan flyve bort med “værdierne”,  det der gør livet værd at leve – glæde, kraft og energi…….  En ulykkesfugl, der slår ned og man  ikke længere er hel.  Men fuglen kan også vende tilbage med det tabte  og i virkeligheden være god.   Who knows?

I mine tidligere fugle-værker har jeg omformet lokkefugle.  Mens jeg i mine nyeste værker har opbygget fuglekroppe af blandede materialer som tøjdyr, bølgepap og  stof.  De ligner  ikke  nulevende fugle, men hører hjemme i fantasien.  ‘Fuglene er hænge-skulpturer. De  fortæller historier   om dobbelthed, spejling, køn, frihed, bundethed, fantasi, glæde, tyngde, lethed……

I værket herunder er fuglekroppen bl.a. lavet af knæbeskyttere og feminint stof.   Barndommen, der får vinger…..  og både rummer det pigede og drengede element. Sider der for mig til dels gik tabt,   og som jeg kan genfinde i arbejdet med det kunstneriske.